Kan man skolificere kreativitet?

Den ombejlede kreativitet

– et ufuldstændigt dansk projekt

Mat markedsøkonomisk tænkning

Vore politikere, EU og andre magt- og eliteinstanser taler ofte om kreativitet og innovation – især innovation. Innovation er nemlig evnen til ideudvikling, der kan kommercialiseres inden for det danske erhvervslivs rammer. Innovation kan målrationaliseres og kapitaliseres – og på skrift og i alskens skåltaler er det den vej, man anbefaler uddannelsesverden at gå.

Problemet er bare, at vi her kun har fat på den konkurrencebetonede opgavetænkning, men ikke den kreative alkymi: Det vækstlag der skaber og plejer den innovative problemløsning. Man bliver nemlig næppe kreativ af at blive bombarderet med problemer hele tiden, snarere udbrændt.

Prøv f.eks. at læse diverse tænketankes hjemmesider. Her SKAL der – paradoksalt – på kommando tænkes kreativt, og det er i disse tænketanke, at tankerne bliver strategisk-politisk forudsigelige med de rigtige diskurser og forventelige politiske og ideologiske mål- og middel-horisonter. Ofte får man lyst til at give tænketanken tænkebank…

I denne blog vil jeg argumentere for:

– Ikke bare opgaveløsning, men også opladning af og strøm til kreativitetsbatterierne er grundlæggende vigtig som en samfunds-udviklende kompetence i det samlede (ud)dannelsesbillede.

– ”Innovation og kreativitet” er lige så lidt mulige additiver som ”kreativitet og pølse”.

– Vi kan i uddannelsessystemet udvikle en kreativ dannelse, der kan række langt ud over skolemurenes grænse, ikke mindst i de kunstneriske fag!

Kreeren og kaperen

I de sidste 10 år er der sket noget med vores begreb om, hvad kreativitet er for en størrelse.

Jeg har undersøgt de tekster, der handler om det almene gymnasium og alle dets fag (bl.a. bekendtgørelser og læreplaner). Jeg har helt præcist undersøgt de forandringer i ordlyd i tilknytning til ordet “kreativitet”, der skete i overgangen til vores nuværende gymnasium. Fra at være en mangeårig opfattelse af “kreativitet” som noget, der har med “skabelse” og “opfindelse” at gøre, så bliver “kreativitet” fra ca 2001 knyttet til ”innovation” og håndtering af ”kompleksitet”.

Samtidig med dukker ordet “kreativitet” op i andre fag end før: Fysik, biologi og datalogi skriver om “kreativitet” i læreplanerne, men det gør billedkunst og dans ikke – traditionelle kunstneriske fag.

Jeg tør godt vove den påstand, at disse to forståelser, skabelse og håndtering, fint matcher vores dagligdags intuitive oplevelse af kreativitet som dels kreeren af nyt OG kaperen af en udfordring på en ny måde. Det kan naturligvis finde sted i alle fag.

”Kreativitet og pølse”

Det er dog en grundlæggende misforståelse at udnævne ”innovation” som siamesisk tvilling til og som åndsbeslægtet med ”kreativitet”. Innovation er i mange tiår blevet udlagt som kreative aktiviteter rettet imod omsætning i profitable produkter (Joseph Schumpeter). Innovationen superviserer, og disciplinerer så at sige kreativiteten, så den ”modnes” og kraftrettes mod den virkelige (læs ”økonomisk indrammede”) verden. Den pjattede kreativitets-hest funderes og nyttiggøres ved innovations-seletøjet. Kreativitet og innovation bliver nyttige for hinanden. Kraft og kompas mødes.

Tankegangen holder bare ikke. Man kan lige så godt sige ”kreativitet og pølse” som ”kreativitet og innovation”. Lad mig i det følgende lege med, at hele verden f.eks. forstås som en ”tekst”, og den ”tekst” (verden, tilværelse, problemstilling, udfordring) skal vi nu ”læse” (arbejde med, leve i, udvikle, fortolke).

1) Den kreative indstilling får øje på noget, som endnu ikke er fuldbåren som ”teksten”, men måske senere kan blive det – en ”prætekst”. Denne prætekst kan nu skabes som egentlig tekst – en kreation har fundet sted. 2) Den anden tilgang er, at du får en friskhed i dit tolkningsmønster, i dine automatiske indre ”kon-tekster”. Du får pludselig øje på dine briller og tager på rundtur i disse, altså i brillerne (!) og opdager de skæve måder, ”teksten” også kan se ud på. Du overskrider og ”trans-kontekstualiserer””. Friskt og vitaliseret. Den kreative indstilling vil m.a.o. se andre ”tekst-muligheder” end de ”konformede”.

Innovationen skal derimod noget målformuleret med verden/”teksten”, nemlig profitere på et produkt. MEN alle ”tekster”, der ikke med det sigtekorn ser ud til at kunne afkaste et udbytte, er ”utekster” – nærmest ligesom ”ugræs”, der var føget over hegnet. Derfor vil den innovative fornuft og strategi dygtigt overse alverdens tekstmuligheder på grund af mål-forankringen. De kølige innovative briller er paradoksalt nok på piller – sovepiller.

Jeg vil låne begrebsparret evidens og audiens fra ”Center for vild analyse”: Den der vil have evidens har allerede afgrænset, hvad der skal ses og vindes innovativt på, så alt andet er ugræs og lukkes ude af brillen. Den der kreativt går i audiens hos verden kan gå hen at høre alle de tyste og endnu ikke konciperede tekstmuligheder. De to begreber, kreativitet og innovation, vil noget vidt forskelligt og er væsensforskellige.

2D-briller på sovepiller

Hvad kan vi så bruge en kreativ indstilling til? Vores europæiske omverdenstolkninger er i disse år fyldt med briller på sovepiller, og derfor trænger vi grundlæggende til at opnormere kreativ tænkning. Her er eksempler i flæng: Vi skal være i krig i Mellemøsten, for humanistisk lænestols-ynk dur ikke. Her er det ikke synspunktet, men selve 2D-brillen, selve polariseringen mellem realisme og idealisme, der bliver den nemme sovepille. Eller vi skal spare for at bevare velfærden – igen en præmisblindhed, der overser, at størrelsen af pengeposen til velfærd ikke er konstant pr naturlov, og som derfor overser alle os og dem, der gerne vil betale mere til velfærden, eller vil noget andet, eller vil tænke politisk i stedet for keynesiansk økonomisk eller…

Selv- og værkinvestering

Kan skolen ”skolificere” kreativitet? Jeg vil afslutningsvist give de kunstneriske fag en renæssance som potentielt superkreative fag! Moderne videnskab ved, at vidensformer og vidensresultater ikke er noget, hvis det hele ikke containes eller udtrykkes i tegn, begreber, tal, formler, tekster – med en samlebetegnelse i en artefakt. Uden artefakter, ingen ”videnskabsverden”.

I uddannelserne er der en tendens til at alle andre fagligheder end de kunstneriske har første-fokus på indhold, hvorefter passende udtryk findes til fundet indhold. Her er de kunstneriske fags adelsmærke, at de også arbejder konkret med udtrykkene i sig selv, med alle brillerne, vi kigger igennem. Her er åbent for sind, tolkning og tanke, og en line bliver kastet til nuet, sådan som det sker midt i en dramaforestilling, under en sang eller i en filmoptagelse. Du ejer tidspunktet og situationen og oplever et kreativitetstryk – og i kunstfagene betyder det netop, at du laver nye sammenvævede udtryk og figurer, som kan bringe liv til det oprindelige værk, du undersøger for  dets mere-tekstlighed. Her er personligt og ejet/eget udtryk på spil i et selv-mærket cirkulerende møde med et kunstudtryk og et værk. Du og det finder og findes. Prøv at forestille dig, HVIS det kunne overføres omgang med verden udenfor skolen!

Hvis kunstnerisk udøvelsesarbejde får vægt, anerkendelse og tids-rum i dansk uddannelsesverden, vil netop det arbejde kunne bidrage til at give ild til, strøm på og erfaring med kreative grundprocesser og oplevelser. Og det vil vi ikke kun kunne tjene penge på, nej,  dansk uddannelsesverden vil yderligere bidrage til en moderne dannelsesdynamik, der løbende kan pudse og vitalisere kommende generationers briller.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s