Cartoons som interaktive og kreative mellemværender?

Jeg dansede ballet, skrev symfonier, spillede klaverkoncerter, malede mesterværker, løftede Superman, besteg Mount Everest, vandt olympisk 5 km guld som barn – i de konstante dagdrømme.

Senere blev det til senior-taiji, argentisk tango, gymnasielærer i musik og danskfag, master-crossfit, tegnekurser, svimmelhed på 9 meters klatrevæg – og nu midt i 50’erne naturligvis investering i et cartoonkursus under FOF.

Er det Livsbuens mere realistiske erobring i det lille format af barndommens magiske universer?

Nå, cartoon og comic strip-universet var indtil for nogle uger siden ret ukendt land for mig, men gjorde mig nysgerrig på grund af blandingen af tekst og billede.

Scott McCloud skriver således i ”Understanding Comics: The invisible art”:

Når to mennesker kommunikerer, ser de normalt direkte PÅ hinanden og opfatter modpartens ansigtstræk i LEVENDE DETALJER.

Hver især fastholder de OGSÅ en konstant bevidsthed om deres EGET ansigt, men dette tankebillede er ikke nær så levende, blot et skitseagtigt arrangement…en opfattelse af en form…

Derfor, når man ser på et fotografi eller en realistisk tegning af et ansigt…ser man det som EN ANDENS ANSIGT. Men når man træder ind i CARTOON-verdenen…ser man SIG SELV.

Tankevækkende, synes jeg, for her peges på den kreative med-produceren, læseren må investere for overhovedet at give mening til humor-twistede og reference-forsimplede gag’ede og gakkede udtryk.

Hvis det har interesse, leger jeg med et multikulti-tema her.

Reklamer

Forholdet mellem kreativitet og improvisation?

Som amatørmusiker (amour = kærlighed) har jeg meget tit tænkt på forholdet mellem improvisation og kreativitet – og også prøvet at opleve det “væsen”, som f.eks. mine improvisationer har. Det klassiske spørgsmål for mig og sikkert flere af jer læsere er jo: Hvor meget er sikkerhed, velafprøvede licks, trygge og sikre “plovfure-nedfald” og “skinne-kørsler”, og hvad kan i stedet betegnes som “kreativ på-stedet situativ komposition, blending og produktion” med en karakter af unikhed og ikke-set-før-hed?

Grundspørgsmålet er vel: Kan man improvisere på baggrund af – zero? Det er vel et retorisk spørgsmål, men hvor går så grænsen for det modsatte, nemlig at man præsterer et konformt musikalsk kontorarbejde, hvor man bare hiver (andres) motiv- og lick-skuffer ud?

Et åbent spørgsmål til jer alle…og ikke bare angående musik, for man kan vel ligesåvel improvisere i køkkenet, undervisningen, sex, scenen, samtalen?

Kreativitet udspændt ml tanke og følelse

Nedenfor har jeg kortfattet beskrevet forskellige mulige synsmåder på kognitionens og følelsens indbyrdes forbundne dynamikker, når kreative processer skal starte eller er i gang.

Accept og blokering

Keith Johnstone: Teater improvisation fremmes af accept af og ja-sigen til ideer (uanset hvilke!) – ikke af blokering (Keith Johnstone: ”Impro”, 1979).

Bemærk, at improvisation her ofte bliver til en socialt skabt ting, idet dine egne ideer overskrides og udfordres af en andens ideer, ideer som du ikke kan forudsige. Derved opstår et “potentielt Rum” (Winnicott), som er et æstetisk udfyldnings-mulig fristed mellem “mit subjektive rum” og “dit subjektive rum” (Winnicott). Mødet bliver derfor “intersubjektivt” (Hohr) og stærkt udfordrende og ukontrollerbart. Siger begge parter ja, opstår der en forunderlig æsteticeret teatralsk merværdi-verden!

Ofte en socialt skabt ting, skriver jeg – men er du skarp til selv-iagttagelse og selv-inddragelse, kan du skabe et “intersubjektivt” mellemværende med dig selv som tvedelt part.

Blending og somatiske markeringer

Kreativitet trækkes af sted af frie og ”avancerede blendinger af ideer” (”konceptuel integration” – Gilles Fauconnier og Mark Turner).

Blokering og kritik – derimod – skabes af associationer (plovfurer og faste skemaer inde i hovedet) – eller især af  følelser, der har en tendens til at konservere og afvise (”somatiske markeringer” – António Damásio)

(Ernest Holm Svendsen: ”Ja”, 2008)

Bemærk i denne tilgang, at “association” ikke er en romantisk indfalds-ting, en guddommelig inspiration, men netop et konservativt træk i sindet, fordi “associationer” for længst er faldet ned i tænkefurer og kognitive motorveje inde i hjernens infrastruktur, som sædvane-indordner enhver tanke.

Samtidig med forlenes hver genkendt tankemønster med en komfort-følelse, en “somatisk markering”, som signalerer, at den her tanke er genkendt og godkendt. Således er også følelser forræderiske, dovne, feje og formidler middelmådighed.

Omvendt kan netop tanken bevidst udfordre sig selv (accept og intentionel blending af ideer). Kreativitet som en art iscenesat “verfremdung” – både følelsesmæssigt og kognitivt?

Broaden-and-built

Lysten til at eksperimentere (Alice Isen) og ”broaden-and-built”–aktiviteter (Barbara Fredrickson, 1998) skabes kun, når stemning og humør er positivt og måske ligefrem glædesfyldt. (Tor Tørretranders: ”Glæd dig”, 2007)

OG tanken kan bedst udfordre sig selv i en atmosfære af GLÆDE…!

Implikationer for f.eks. undervisning?

Hvis man derfor som underviser vil skabe rammer for og stemning i arbejdet med kreative processer, er følgende vel vigtigt:

  • Undervisning kan have flere agendaer – både divergens/spredning (kreationsskabende?) og konvergens/samling (resultatsskabende?).
  • Friere processer kræver et godt klima og motivation. Det psykodynamiske element er overset?

Kreativitet – skabelse eller håndtering?

I 2005 undersøger jeg alle de pæne, velovervejede og velplejede tekster, der handler om det almene gymnasium og alle dets fag (bekendtgørelser og læreplaner). Jeg undersøger helt præcist de forandringer i ordlyd i tilknytning til ordet “kreativitet”, der er fra 1999 til 2005 i de nævnte tekster.

Et helt bestemt mønster viser sig: Fra at være en mangeårig opfattelse af “kreativitet” som noget, der har med “skabelse” og “opfindelse” at gøre, så bliver “kreativitet” fra ca 2001 knyttet til “håndtering af (hyper)kompleksitet” og “innovation” (de borgerlige følgepapirer til gymnasiereformen).

Samtidig med dukker ordet “kreativitet” op i andre fag end før: Fysik, biologi og datalogi skriver om “kreativitet” i læreplanerne, men ikke billedkunst og dans – traditionelle kunstneriske fag.

Jeg hæfter mig ved denne forandring på to måder:

  1. Dels selve forandringen fra “skabelse” til “håndtering”, fra “kreeren” til “kaperen”.
  2. Dels radikaliseringen og polariseringen i selve forandringen. Den er nemlig meget omfattende og får f.eks. udskiftet brugen af betegnelsen “kreative fag” med “kunstneriske fag” OVERALT og i SAMTLIGE styredokumenter (…der må være blevet brugt søg-og-erstat…).

Dette skifte i begrebsbrug, dette mentalitetsskifte vil jeg i de fremtidige blogs diskutere og undersøge nærmere.

Kreativitet og essayistisk mentalitet

For Michel de Montaigne var hans selvopfundne genre “essais” en afprøvende reflekteret leg med især ham selv som undersøgelses-objekt. “Essai” betyder bl.a. forsøg, eksperiment, øvelse, erfaring, osv.

Réda Bensmaïa komplicerer denne essay-tilgang i “The Barthes Effect”, idet han analyserer, at i Roland Barthes (essay-)tilfælde er der også et “centrum” eller en konvergerende tænkekraft, et “mana-ord”, et “tilstrækkeligt” kerne-ord, et formål, et mål, osv, som sidder i ryggen og styrer en skrivning, en proces, en undersøgelse, et refleksivt “forsøg”.

Den kreative skabelse hos en essayistisk orienteret aktør er måske, at ny-mål emergerer på ny-måder og unikt ny-håndteres – mens noget samlende, et “mana-ord”, u-direktivt og generøst løst binder det hele sammen. En tråd til nuet…?

Kan man skolificere kreativitet?

Den ombejlede kreativitet

– et ufuldstændigt dansk projekt

Mat markedsøkonomisk tænkning

Vore politikere, EU og andre magt- og eliteinstanser taler ofte om kreativitet og innovation – især innovation. Innovation er nemlig evnen til ideudvikling, der kan kommercialiseres inden for det danske erhvervslivs rammer. Innovation kan målrationaliseres og kapitaliseres – og på skrift og i alskens skåltaler er det den vej, man anbefaler uddannelsesverden at gå.

Problemet er bare, at vi her kun har fat på den konkurrencebetonede opgavetænkning, men ikke den kreative alkymi: Det vækstlag der skaber og plejer den innovative problemløsning. Man bliver nemlig næppe kreativ af at blive bombarderet med problemer hele tiden, snarere udbrændt.

Prøv f.eks. at læse diverse tænketankes hjemmesider. Her SKAL der – paradoksalt – på kommando tænkes kreativt, og det er i disse tænketanke, at tankerne bliver strategisk-politisk forudsigelige med de rigtige diskurser og forventelige politiske og ideologiske mål- og middel-horisonter. Ofte får man lyst til at give tænketanken tænkebank…

I denne blog vil jeg argumentere for:

– Ikke bare opgaveløsning, men også opladning af og strøm til kreativitetsbatterierne er grundlæggende vigtig som en samfunds-udviklende kompetence i det samlede (ud)dannelsesbillede.

– ”Innovation og kreativitet” er lige så lidt mulige additiver som ”kreativitet og pølse”.

– Vi kan i uddannelsessystemet udvikle en kreativ dannelse, der kan række langt ud over skolemurenes grænse, ikke mindst i de kunstneriske fag!

Kreeren og kaperen

I de sidste 10 år er der sket noget med vores begreb om, hvad kreativitet er for en størrelse.

Jeg har undersøgt de tekster, der handler om det almene gymnasium og alle dets fag (bl.a. bekendtgørelser og læreplaner). Jeg har helt præcist undersøgt de forandringer i ordlyd i tilknytning til ordet “kreativitet”, der skete i overgangen til vores nuværende gymnasium. Fra at være en mangeårig opfattelse af “kreativitet” som noget, der har med “skabelse” og “opfindelse” at gøre, så bliver “kreativitet” fra ca 2001 knyttet til ”innovation” og håndtering af ”kompleksitet”.

Samtidig med dukker ordet “kreativitet” op i andre fag end før: Fysik, biologi og datalogi skriver om “kreativitet” i læreplanerne, men det gør billedkunst og dans ikke – traditionelle kunstneriske fag.

Jeg tør godt vove den påstand, at disse to forståelser, skabelse og håndtering, fint matcher vores dagligdags intuitive oplevelse af kreativitet som dels kreeren af nyt OG kaperen af en udfordring på en ny måde. Det kan naturligvis finde sted i alle fag.

”Kreativitet og pølse”

Det er dog en grundlæggende misforståelse at udnævne ”innovation” som siamesisk tvilling til og som åndsbeslægtet med ”kreativitet”. Innovation er i mange tiår blevet udlagt som kreative aktiviteter rettet imod omsætning i profitable produkter (Joseph Schumpeter). Innovationen superviserer, og disciplinerer så at sige kreativiteten, så den ”modnes” og kraftrettes mod den virkelige (læs ”økonomisk indrammede”) verden. Den pjattede kreativitets-hest funderes og nyttiggøres ved innovations-seletøjet. Kreativitet og innovation bliver nyttige for hinanden. Kraft og kompas mødes.

Tankegangen holder bare ikke. Man kan lige så godt sige ”kreativitet og pølse” som ”kreativitet og innovation”. Lad mig i det følgende lege med, at hele verden f.eks. forstås som en ”tekst”, og den ”tekst” (verden, tilværelse, problemstilling, udfordring) skal vi nu ”læse” (arbejde med, leve i, udvikle, fortolke).

1) Den kreative indstilling får øje på noget, som endnu ikke er fuldbåren som ”teksten”, men måske senere kan blive det – en ”prætekst”. Denne prætekst kan nu skabes som egentlig tekst – en kreation har fundet sted. 2) Den anden tilgang er, at du får en friskhed i dit tolkningsmønster, i dine automatiske indre ”kon-tekster”. Du får pludselig øje på dine briller og tager på rundtur i disse, altså i brillerne (!) og opdager de skæve måder, ”teksten” også kan se ud på. Du overskrider og ”trans-kontekstualiserer””. Friskt og vitaliseret. Den kreative indstilling vil m.a.o. se andre ”tekst-muligheder” end de ”konformede”.

Innovationen skal derimod noget målformuleret med verden/”teksten”, nemlig profitere på et produkt. MEN alle ”tekster”, der ikke med det sigtekorn ser ud til at kunne afkaste et udbytte, er ”utekster” – nærmest ligesom ”ugræs”, der var føget over hegnet. Derfor vil den innovative fornuft og strategi dygtigt overse alverdens tekstmuligheder på grund af mål-forankringen. De kølige innovative briller er paradoksalt nok på piller – sovepiller.

Jeg vil låne begrebsparret evidens og audiens fra ”Center for vild analyse”: Den der vil have evidens har allerede afgrænset, hvad der skal ses og vindes innovativt på, så alt andet er ugræs og lukkes ude af brillen. Den der kreativt går i audiens hos verden kan gå hen at høre alle de tyste og endnu ikke konciperede tekstmuligheder. De to begreber, kreativitet og innovation, vil noget vidt forskelligt og er væsensforskellige.

2D-briller på sovepiller

Hvad kan vi så bruge en kreativ indstilling til? Vores europæiske omverdenstolkninger er i disse år fyldt med briller på sovepiller, og derfor trænger vi grundlæggende til at opnormere kreativ tænkning. Her er eksempler i flæng: Vi skal være i krig i Mellemøsten, for humanistisk lænestols-ynk dur ikke. Her er det ikke synspunktet, men selve 2D-brillen, selve polariseringen mellem realisme og idealisme, der bliver den nemme sovepille. Eller vi skal spare for at bevare velfærden – igen en præmisblindhed, der overser, at størrelsen af pengeposen til velfærd ikke er konstant pr naturlov, og som derfor overser alle os og dem, der gerne vil betale mere til velfærden, eller vil noget andet, eller vil tænke politisk i stedet for keynesiansk økonomisk eller…

Selv- og værkinvestering

Kan skolen ”skolificere” kreativitet? Jeg vil afslutningsvist give de kunstneriske fag en renæssance som potentielt superkreative fag! Moderne videnskab ved, at vidensformer og vidensresultater ikke er noget, hvis det hele ikke containes eller udtrykkes i tegn, begreber, tal, formler, tekster – med en samlebetegnelse i en artefakt. Uden artefakter, ingen ”videnskabsverden”.

I uddannelserne er der en tendens til at alle andre fagligheder end de kunstneriske har første-fokus på indhold, hvorefter passende udtryk findes til fundet indhold. Her er de kunstneriske fags adelsmærke, at de også arbejder konkret med udtrykkene i sig selv, med alle brillerne, vi kigger igennem. Her er åbent for sind, tolkning og tanke, og en line bliver kastet til nuet, sådan som det sker midt i en dramaforestilling, under en sang eller i en filmoptagelse. Du ejer tidspunktet og situationen og oplever et kreativitetstryk – og i kunstfagene betyder det netop, at du laver nye sammenvævede udtryk og figurer, som kan bringe liv til det oprindelige værk, du undersøger for  dets mere-tekstlighed. Her er personligt og ejet/eget udtryk på spil i et selv-mærket cirkulerende møde med et kunstudtryk og et værk. Du og det finder og findes. Prøv at forestille dig, HVIS det kunne overføres omgang med verden udenfor skolen!

Hvis kunstnerisk udøvelsesarbejde får vægt, anerkendelse og tids-rum i dansk uddannelsesverden, vil netop det arbejde kunne bidrage til at give ild til, strøm på og erfaring med kreative grundprocesser og oplevelser. Og det vil vi ikke kun kunne tjene penge på, nej,  dansk uddannelsesverden vil yderligere bidrage til en moderne dannelsesdynamik, der løbende kan pudse og vitalisere kommende generationers briller.

At klovne sig frem…

Jeg kan ikke spille mundharpe, men har lige taget instrumentet op og er nu begyndt at bruge tid på det. Nedenstående er en lille videoproduktion, som udelukkende kom i stand, fordi jeg gik i “klovne-mode” – og så kom ideer, lyd, udtryk, form raslende! Med skyldig tak til Tommy Kenter kan jeg – endnu – ikke rigtig spille mundharmonika, men jeg kan spille en person, der spiller mundharmonika…

Er det Klovnens storladne og ekspressive gestik, som fremmedgør, skrå-vinkler og slapper af, så noget sker?

Jeg tænker, at der kan være flere mulige indgangsvinkler til Klovnens kreative verdenstilgang:

1. I gang, men ikke på vej – infantilt pludder i evig transit

I årets studentereksamensstil (2013) var der en tekst, der nævner Jan Kjærstads begreb transitområder i en roman. Disse transitområder er ekstensive passage-afsnit i en roman, hvor setup og kulisser ændres for at formidle læse-rejsen mod det næste højdepunkt. Roland Bathes taler om sandhedens øjeblikke som romanens merværdi-punkter (Om Litteraturen, 1985), hvor patos bliver en læsekraft: Litteraturen koinciderer pludselig absolut med et fravristet følelsesudbrud, et “skrig”… (ibid, s 60).

Højdepunkter, patos, merværdi, skrig kommer Klovnen i min optik ALDRIG hen til. Klovnen er – infantilt – hele tiden transit og i gang i larmende ineffektiv                                 bevægelse, mimik og gestikuleren. Masser af aktivitet, men ingen effekt. I gang, men ikke på vej. Samuel Becketts to absurde klovner venter stortalende på Godot, som aldrig kommer.

Men måske er transit, infantil mentalitet og målløshed en effektiv kreativitetsgenerator?

2. Den faste klovnefigur – preset og benspænd

En anden tilgang – eller et andet aspekt – er den faste klovnefigur som f.eks. den gerrige, den sleske, gnavpotten, osv, som udspiller skabelonagtige scener, der er allegorier over laster og dyder. Klovnen fungerer bedst med en fast maske og et preset af forventelige grimasser, hvor indenfor der så kan improviseres.

Måske er det klovnens koordinatsystem: En udspændthed mellem stereotyp overdreven figur OG målløshed og evig rastløs transit. Et fast setup paradoksalt uden meningstilskrivning.

Jeg kan som sagt ikke spille mundharpen direkte, men jeg kan lege…til ingen verdens nytte.