At klovne sig frem…

Jeg kan ikke spille mundharpe, men har lige taget instrumentet op og er nu begyndt at bruge tid på det. Nedenstående er en lille videoproduktion, som udelukkende kom i stand, fordi jeg gik i “klovne-mode” – og så kom ideer, lyd, udtryk, form raslende! Med skyldig tak til Tommy Kenter kan jeg – endnu – ikke rigtig spille mundharmonika, men jeg kan spille en person, der spiller mundharmonika…

Er det Klovnens storladne og ekspressive gestik, som fremmedgør, skrå-vinkler og slapper af, så noget sker?

Jeg tænker, at der kan være flere mulige indgangsvinkler til Klovnens kreative verdenstilgang:

1. I gang, men ikke på vej – infantilt pludder i evig transit

I årets studentereksamensstil (2013) var der en tekst, der nævner Jan Kjærstads begreb transitområder i en roman. Disse transitområder er ekstensive passage-afsnit i en roman, hvor setup og kulisser ændres for at formidle læse-rejsen mod det næste højdepunkt. Roland Bathes taler om sandhedens øjeblikke som romanens merværdi-punkter (Om Litteraturen, 1985), hvor patos bliver en læsekraft: Litteraturen koinciderer pludselig absolut med et fravristet følelsesudbrud, et “skrig”… (ibid, s 60).

Højdepunkter, patos, merværdi, skrig kommer Klovnen i min optik ALDRIG hen til. Klovnen er – infantilt – hele tiden transit og i gang i larmende ineffektiv                                 bevægelse, mimik og gestikuleren. Masser af aktivitet, men ingen effekt. I gang, men ikke på vej. Samuel Becketts to absurde klovner venter stortalende på Godot, som aldrig kommer.

Men måske er transit, infantil mentalitet og målløshed en effektiv kreativitetsgenerator?

2. Den faste klovnefigur – preset og benspænd

En anden tilgang – eller et andet aspekt – er den faste klovnefigur som f.eks. den gerrige, den sleske, gnavpotten, osv, som udspiller skabelonagtige scener, der er allegorier over laster og dyder. Klovnen fungerer bedst med en fast maske og et preset af forventelige grimasser, hvor indenfor der så kan improviseres.

Måske er det klovnens koordinatsystem: En udspændthed mellem stereotyp overdreven figur OG målløshed og evig rastløs transit. Et fast setup paradoksalt uden meningstilskrivning.

Jeg kan som sagt ikke spille mundharpen direkte, men jeg kan lege…til ingen verdens nytte.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s